October 30, 2019

October 17, 2019

October 3, 2019

September 19, 2019

September 4, 2019

September 4, 2019

July 1, 2019

Please reload

RECENT POSTS: 

FOLLOW ME:

  • Instagram Social Ikon
  • Pinterest

Til litteraturnørderne

May 9, 2019

Dette indlæg må siges at være et af de lidt tungere, sammenlignet med domænets øvrige indhold. Ikke tungt som i trist, tungt som i guf for litteraturelskere som jeg selv, der ynder at nørde rundt i begreber som intertekstualitet og postkolonialisme. Med fare for at ramme et yderst snævert læserfelt, har jeg nemlig valgt at dedikere dette indlæg til mit speciale, som jeg tidligere har pippet om, at jeg faktisk er ret så stolt af. 

 

Incitamentet for dette skriv er således ganske enkelt, at denne platform nu engang centrerer sig om mig og mine interesser, og her er litteratur en ganske betydelig bestanddel. Min kærlighed til litteratur kulminerede i mange henseender sidste forår, hvor jeg skrev og afleverede mit speciale. 

 

Så, kære venner! Derfor får i her mit speciale, i artikelform, bare rolig. Jeg er klar over, at det for mange vil være lidt til den tørre side, og her kan jeg i stedet henvise til et yderst letfordøjeligt indlæg, hvor jeg blandt andet diskuterer SU-budgetter og egerntendenser. Selv tak.

 

INTERTEKSTUALITET I POSTKOLONIAL LITTERATUR MULIGGØR GENLÆSNINGER OG OMSKRIVNINGER AF KANONISK LITTERATUR

 

Postkolonial litteratur bruger intertekstualitet til at svare på den engelske kanons koloniale tekster. Det gør postkolonial litteratur til et spændende bekendtskab, som prikker til os som læsere, og til det vi troede vi vidste om den engelske kanon.

 

Skrevet af Emma Bonde Stanek med afsæt i specialet Intertextuality in Postcolonial Literature: A study in how intertextuality enables rereadings and rewritings of canonical literature af samme forfatter. 

 

Intertekstualitet, som beskriver hvordan alle tekster forholder sig til andre tekster, er et centralt element i postkolonial litteratur, idet det muliggør udviklingen af en postkolonial diskurs. Derfor fungerer intertekstualitet som et værktøj, som postkolonial litteratur bruger til at ændre den måde hvorpå det koloniale centrums kanoniske litteratur læses. Ved at etablere en intertekstuel relation mellem koloniale prætekster og postkoloniale intertekster og de diskurser, de repræsenterer, opstår en mulighed for at skubbe til læserens eksisterende opfattelse af, hvordan tekster læses og forstås.

 

Den russiske litteraturteoretiker Mikhail Mikhajlovitj Bakhtin, den bulgarsk-franske litteraturkritiker og lingvist Julia Kristeva, og den franske litteraturkritiker og semiotiker Roland Barthes har spillet en afgørende rolle i udviklingen af intertekstualitet på et teoretisk plan. De tre teoretikere arbejdede ud fra en overbevisning om, at intertekstualitet er tilstedeværende i alle tekster. De anså tekster som værende dynamiske og åbne overfor omskiftelige fortolkninger og betydninger. Som Barthes understregede det, er enhver tekst en intertekst.

 

Sætter man denne ide om interteksualitet som et tilstedeværende element i alle tekster i relation til postkolonial litteratur, opstår en mulighed for at diskutere hvordan postkolonial litteratur bruger intertekstualitet til at udfordre den engelske kanons autoritet. Intertekstualitet gør det ikke blot muligt for postkolonial litteratur at skrive tilbage til en kanonisk engelsk tekst, men til hele det diskursive felt, som koloniale tekster opererer i.

 

Et kompliceret forhold

Betydningen af interteksualitet i postkolonial litteratur påvises af adskillige postkoloniale forfattere og deres litterære modsvar til kanoniske tekster. Forfatterne demonstrerer hvor kompliceret forholdet mellem postkoloniale tekster og koloniale prætekster egentlig er. Teksterne bekriger ikke nødvendigvis hinanden, ej heller er de modsætninger. Forholdet er af en mere kompleks karakter, hvilket understreges i postkoloniale romaner som Wide Sargasso Sea af Jean Rhys og The Intended af David Dabydeen. Med forskellige tilgange er begge romaner repræsentative for hvordan intertekstualitet kan bruges i postkolonial litteratur til at ændre måden hvorpå vi læser og forstår kanoniske tekster fra den koloniale centrum.

 

For at opnå den fulde intertekstuelle forståelse af Wide Sargasso Sea og The Intended, bør de læses i sammenligning med deres koloniale prætekster, Jane Eyre og Heart of Darkness, og gerne også i sammenligning med hinanden. Jean Rhys’ Wide Sargasso Sea fra 1966 er langt fra blot en genfortælling af Bartha Masons, den skøre kvinde på loftet i Charlotte Bröntes roman Jane Eyre fra 1847, overgivelse til sindssyge. I langt højere grad er romanen et intertekstuelt loop, som vender tidligere læsninger af Jane Eyre på hovedet. Wide Sargasso Sea’s direkte svar til præteksten, Jane Eyre, etablerer et intertekstuelt forhold mellem de to romaner. Wide Sargasso Sea går så vidt med sin brug af intertekstualitet, at den nedbryder barrieren mellem de to romaner og tillader karakteren Antoinette at vandre fra det ene plot til det andet. Jean Rhys’ roman fungerer således som et eksempel på, hvordan intertekstualitet kan bruges til at give en stemme til de undertrykte kulturer, som det koloniale centrum vurderede som værende underlegne.

 

Mens Wide Sargasso Sea burger intertekstualitet i sin mest eksplicitte form, har The Intended en mere subtil tilgang til emnet. Alligevel er David Dabydeens roman bemærkelsesværdig i måden hvorpå den bruger intertekstualitet og den unge hovedpersons kærlighed til den engelske kanon til at konstruere et parodisk svar til sin prætekst, Heart of Darkness, skrevet af Joseph Conrad i 1899. Romanens elementer af ironi og parodi er særligt tydelige i hovedpersonens desperate forsøg på at distancere sig selv fra sine medimmigranter og i stedet passe ind i det engelske samfund. Her demonstrerer Dabydeen nemlig hvordan hovedpersonen ikke selv begriber den koloniale virkelighed, han er en del af. The Intended’s rolle som intertekst til Heart of Darkness gør ikke alene The Intended mere betydningsfuld, det påvirker også læserens opfattelse af Heart of Darkness. Begge romaner bidrager derfor til forståelsen af hinanden og de temaer de deler, som identitet, racisme og udnyttelse.

 

Et opgør med den europæiske diskurs

Selvom romanerne benytter sig af vidt forskellige tilgange til genskrivningen af deres prætekster, fungerer de begge som eksempler på intertekstualitet på arbejde i postkoloniale narrativer. Wide Sargasso Sea og The Intended demonstrerer hvordan den eksisterende europæiske diskurs begrænser læserens forståelse af de tidligere kolonier og deres litteratur. Romanerne understreger ligeledes hvordan intertekstualitet bruges til at kommentere på koloniske prætekster i en sådan grad, at læseren opfordres til at genlæse teksterne.

 

Intertekstualitet er således et særdeles betydningsfuldt element af, hvordan postkolonial litteratur svarer på kolonial litteratur. Intertekstualitet stiller dog også store krav til læserens fortolkningsevner. I hænderne på læseren udfordrer intertekstualitet den engelske kanons stabilitet og den diskurs, den engelske kanon repræsenterer. Selvom postkolonial litteratur udfordrer de kanoniske prætekster og deres diskurs, indgår de samtidig i dialog med dem. Derfor bør romaner som Wide Sargasso Sea og The Intended fortolkes i forhold til hvordan de frigør sig af deres prætekster, men også i forhold til hvordan de er forbundet til dem.

 

 

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload