March 17, 2020

January 27, 2020

January 7, 2020

October 30, 2019

October 17, 2019

October 3, 2019

September 19, 2019

Please reload

RECENT POSTS: 

FOLLOW ME:

  • Instagram Social Ikon
  • Pinterest

Emmas Bogklub

January 7, 2020

Direkte fra en fiskekutter ud for Nordnorges kyst, får I her en frisk omgang Emmas Bogklub. Som tidligere nævnt er de bøger, der er med i bogklubben, udvalgt fordi de på den ene eller anden måde er anbefalelsesværdige. Det må man i den grad sige, at dagens roman er. Hold da op, den er god! Vinder af Pulitzerprisen i 2015 og fast inventar på bestsellerlister verden over. Det er naturligvis Alt det lyst vi ikke ser af amerikanske Anthony Doerr, udgivet i 2014, jeg taler om. 

 

Som ganske ung mister Marie-Laure LeBlanc synet. Hendes far, låsesmeden på det naturhistoriske museum i Paris, bygger en nøjagtig miniaturemodel af deres kvarter til hende, så hun kan lære at finde vej. Men da Paris invaderes af tyskerne under Anden Verdenskrig, må far og datter flygte. Med sig har de en uvurderlig hemmelighed. Den forældreløse Werner Pfennings skæbne er de tyske kulminer, der tog livet af hans far. Men da han en dag finder en ødelagt radio, fyldes hans verden pludselig med muligheder. Werners evner vinder ham en plads på et eliteakademi for Hitlerjugend, men hvor store bliver omkostningerne, når Werner tvinges til at bruge sine evner?

 

I et Europa opslugt af krig kolliderer tilværelser uforudsigeligt, og Alt det lys vi ikke ser er et studie i, hvordan mennesker mod alle odds forsøger at finde ud af, hvad der er rigtigt og godt. Romanen er eminent oversat af Mich Vraa, og hver eneste sætning er betydningsfuld og uhyre poetisk. Tag for eksempel Doerrs beskrivelse af Marie-Laures tilflugssted:

 

I den gamle hundecelles fugtige kasse skyller havets brusen alle andre lyde væk; hun passer sneglene som en gartner der passer sine planter. Tidevand for tidevand, øjeblik for øjeblik: Hun kommer for at lytte til væsenerne der suger og flytter sig og knirker mellem hinanden, for at tænke på sin far i hans celle, på madame Manec på marken med vild gulerod, på sin onkel der i to årtier har været fange i sit eget hus. Så finder hun tilbage til jernlågen og låser den efter sig.

 

Marie-Laure finder trøst i naturen omkring hende, og omend hun er et drømmende væsen, hjælper videnskab og rationalitet hende med at navigere gennem krigens barske omstændigheder. Som Marie-Laure er Werner et væsen gjort af kærlighed. Det er imidlertid en ringe trøst, da han på eliteakademiet Schulpforta for alvor stifter bekendtskab med krigens onde ansigt:

 

Alting fyldes til bristepunktet af modbydelig, forunderlig langsomhed. Rödel fører armen bagud og slår. Denne gang rammer han Frederic på kæben. Werner tvinger sig til at tænke på billeder hjemmefra: vasketøjet, Frau Elenas slidte, lyserøde fingre, hunde i smøgerne, damp fra skorstenene - alt i ham længes efter at skrige. Er det her ikke forkert? Men her er det rigtigt. 

 

Alt det lys vi ikke ser er en bittersød fortælling om mod og tvivl, og om at ville gøre det rigtige i en verden, hvor der er vendt op og ned på rigtigt og forkert. Den er dybt rørende og hamrende uretfærdig, og den giver et interessant indblik i krigens menneskelige konsekvenser på begge sider af fronten. Men mest af alt er Alt det lys vi ikke ser en fortælling om hvad der egentlig stopper krige; kærlighed:

 

Igen nærmer hun sig Werner, og hendes læber bevæger sig uden lyd som om hun tæller for sig selv - deux trois quatre - og hun kommer så tæt på ham at han til gengæld kan tælle fregnerne på hendes næse og lugte brødet i hendes rygsæk. En million mikroskopiske dråber fra tågen glitrer som små perler i luven på hendes uldkjole og i hendes hår; lyset indbefatter hende i sølv. Han står som tryllebundet. Hun går forbi ham, og hendes lange, lyse hals virker ubeskriveligt sårbar. Hun bemærker ham ikke; det er som om hun ikke registrerer andet end morgenen selv. Dette, tænker han, er den renhed som de altid prædikede om på Schulpforta. 

 

Jeg er tæt på at påstå, at Alt det lys vi ikke ser er den bedste bog, jeg har læst i 2019. Den er uendeligt smukt skrevet, og hovedpersonernes skæbner og sorg følger en længe efter man har vendt bogens sidste side. 

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload