November 6, 2020

June 30, 2020

April 27, 2020

March 17, 2020

January 27, 2020

January 7, 2020

October 30, 2019

Please reload

RECENT POSTS: 

FOLLOW ME:

  • Instagram Social Ikon
  • Pinterest

Travel Journal: Tromsø og Skjervøy

March 4, 2020

(Screenshot fra GoPro-video, optaget af mig)

 

I slutningen af november var min mor, mine søstre og jeg på en helt og aldeles uforglemmelig rejse til Nordnorge - nærmere bestemt Tromsø og Skjervøy. Det var sådan en tur, der kommer til at sidde i hjertet altid og som jeg dagligt tænker tilbage på med et smil på læben. 

 

Vi var for fjerde gang draget nordpå for at finde vilde spækhuggere. Som jeg tidligere har skrevet om, er det lidt af en tradition, at vi rejser til Nordnorges vintermørke; først og fremmest for at se spækhuggere, men de tidligere års ture har også budt på andre fantastiske oplevelser som nordlys, fjeldvandring, hundeslædetur og møder med vilde elge og kaskelothvaler. På den seneste tur var alle kræfter sat ind på at få en stor naturoplevelse til havs, og derfor havde vi booket en uges ophold på en ombygget fiskekutter, der sejlede os fra Tromsø til den lille fjordby Skjervøy, hvorfra vi hver morgen drog ud på fjorden, på udkig efter spækhuggere og pukkelhvaler.

 

(Alle billeder herunder er taget af Janine Marx, der både agerede fotograf og guide på vores tur)

 (Ombord på vores RIB, klar til at sejle ud på fjorden ved solopgang)

 

Vores første dag på havet i Skjervøy bød på godt vejr, og det var med velkendte sommerfugle i maven, at vi tog plads i RIB'en, imens solen langsomt kravlede op over fjeldene. Det blev ikke lyst før omkring kl 10 om formiddagen, og ca. kl. 14 var der atter mørkt. Det betød, at vi havde et vindue på omkring fire timer, hvor vi kunne være på havet.

 

Uanset hvor mange gange jeg måtte være så heldig at se spækhuggere, vil der altid gå en sitrende lykkelig og spændt fornemmelse igennem kroppen på mig, idet jeg får øje på en sort rygfinne, der skærer gennem vandoverfladen, efterfulgt af det karakteristiske åndedrag.

 

Denne dag var vi heldige. Det rolige vejr gav god sigtbarhed og roligt vand, og vi skulle ikke lede længe, inden vi fandt en flok på omkring 15 spækhuggere. De var på farten, og vi fulgte dem, da de begav sig tværs over fjorden. De svømmede ind i en bugt, og her dukkede der også tre pukkelhvaler op. De var, ligesom spækhuggerne, på sildejagt, og vi var så utroligt heldige at få lov at overvære dem "lunge feede", hvor de med massiv kraft angreb en sildestime nedefra, tog en ordentlig mundfuld, og til vores store begejstring kastede sig ud af vandet.

 

I mellemtiden var spækhuggerne også gået i gang med at jage sild, og det gav os mulighed for at glide i vandet og snorkle med dem. Da jeg lå der i vandet, svømmede en stor han tæt forbi mig - han skulle lige se, hvad vi nu var for nogle mærkelige sæler. Ud over det, lod spækhuggerne ikke til at bide videre mærke i vores tilstedeværelse, og de fortsatte ufortrødent deres sildejagt. Tilbage på RIB'en nød vi, at solen skinnede på os, at vi ikke frøs (særligt meget), og at vandet omkring os bugnede af sild, pukkelhvaler og spækhuggere. Dejlige verden <3  

 (Pukkelhvaler i færd med "lunge feeding")

 

Efter en bemærkelsesværdig god første dag på havet (man skulle næsten tro, at spækhuggerne havde ventet vores ankomst), sejlede vi i havn og gik ombord på vores fiskekutter. Kort efter var det atter mørkt, og resten af dagen gik, ligesom de følgende, med udendørs spabad, udforskning af lille Skjervøy by, jagt på nordlys, brætspil, film, Instagram, madlavning, beundring og udveksling af billeder og videoer, og hygge. Så skønt. 

Den efterfølgende dag var vi igen heldige. Vejret var mere blæsende, men vi fandt hurtigt en flok spækhuggere, der havde samlet en stor mængde sild i en "bait ball", en tæt stime, som de jagede fra. Vi kom hurtigt i vanden, og før vi vidste af det, dukkede der endnu engang tre pukkelhvaler op, som gik i krig med at stjæle de sild som spækhuggerne med møje og besvær havde samlet. Vi befandt os midt i det hele, og selvom spækhuggerne piskede rundt under, bagved og omkring mig, var jeg ikke utryg ved dem så meget som ét sekund. Jeg stolede helt og holdent på dem, mine store sort-hvide venner, og det var fantastisk at få lov at oplevede deres velkoordinerede undervandsballet, hvor de med kraftige haleslag lammede sildene.

På tredjedagen var vejret gråt og blæsende, og bølgegangen høj. Det lykkedes os alligevel at komme i vandet med en lille gruppe spækhuggere, og en stor han svømmede lige under os. Det er typisk hannerne og de helt unge spækhuggere, som lader nysgerrigheden vinde over sig, og kommer over for at kigge nærmere på os.

 

Spækhuggerne deler sild og fjorde med norske fiskekuttere, og det har de intelligente spækhuggere vendt til deres fordel. Således fik vi i dag lov at se store hanner, der holdt til omkring fiskekutterne og stjal sild fra nettene, efterhånden som de blev trukket ind. 

Vores fjerde dag på havet var bemærkelsesværdig smuk og med roligt vand. Vi snorklede ad flere omgange med en flok spækhuggere, der havde slået ned i en bugt, hvor de legede og socialiserede. Det betød, at vi fik lov til at overvære masser af spy hops, haleslag og tumlen omkring. Der var flere unger i flokken, og en enkelt var så modig, at den svømmede lige forbi os, mens den udstødte et begejstret hvin. Der var også pukkelhvaler, og det er noget nær det mest idylliske, jeg til dato har oplevet. Sidst på dagen sejlede vi over til en stor fiskekutter, hvor der var en masse aktivitet. Her var kæmpestore hanner og en meget, meget ny og nysgerrig unge. 

 

Femtedagen var afsindig kold (og det efter nordnorske standarder). Vi fandt en lille gruppe spækhuggere, men de var for spredte til, at vi kunne hoppe i vandet. Vi sejlede tidligt hjem, da selv vores vejrbidte norske kaptajn, Lars, frøs. På sjettedagen kom vi ikke på havet, da en polarstorm var på vej. Det blev i stedet besluttet, at vi skulle sejle mod Tromsø en dag før tid, så vi kunne komme i i læ og undgå stormen. Vores eventyr var forbi, og Moder Natur, som så gavnligt havde delt ud af sine skatte hele ugen, mindede os om, at så højt oppe mod nord foregår alt på hendes præmisser. 

 (Baby orca spy hop. Mit hjerte <3)

 

Som jeg skrev dette indlæg og fandt Janines billeder frem til det, blev jeg mindet om, hvor livsændrende en tur, det egentlig var. Jeg er ydmyg og beæret over, at spækhuggerne og pukkelhvalerne lod os komme på besøg i deres verden, og jeg fik endnu engang bekræftet hvorfor det er så vigtigt, at vi passer godt på vores natur og værner om vores dyreliv. 

 

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload