June 30, 2020

April 27, 2020

March 17, 2020

January 27, 2020

January 7, 2020

October 30, 2019

October 17, 2019

Please reload

RECENT POSTS: 

FOLLOW ME:

  • Instagram Social Ikon
  • Pinterest

Til litteraturnørderne

March 24, 2020

(Young Leo som Romeo i Baz Luhrmanns Romeo + Juliet. Og hermed et lille tip: hvis en mulighed for at inkludere et billede af Young Leo opstår, så grib den. Altid. Billede fra Pinterest.) 

 

Jeg har tidligere delt lidt ud af den litteraturbagage, jeg har fået med mig fra mine fem år på Aarhus Universitet. Jeg er cand. mag. i engelsk med tilvalg i litteraturhistorie, og selvom denne lidt mere nørdede tilgang til litteratur givetvis ikke er for alle, så vil jeg alligevel løbende dele lidt skriverier med et litteraturteoretisk afsæt. 

 

Nedenstående artikel om intertekstualitet i litteratur skrev jeg til lokalavisen HorsensPosten, da jeg som nyslået cand. mag. var i praktik som litteraturformidler på Horsens Bibliotek.

 

NYE OG GAMLE BØGER TALER SAMMEN

 

Hvis du ind imellem tænker, at forfattere da ikke kan blive ved at finde på, er du på rette spor. Nutidens forfattere læner sig op af ældre værker. Nogle gør det tydeligt, mens andre er mere diskrete. Selv Romeo og Julie blev fortalt, før Shakespeare gjorde tragedien til sin egen.

 

Af Emma Bonde Stanek, litteraturformidler, Horsens Bibliotek

 

Litterære værker taler sammen. De citerer, parodierer, kritiserer og anpriser hinanden. Det gør de uden undtagelse, for det er ganske enkelt umuligt at skrive noget uden at forholde sig til, hvad andre tidligere har skrevet.

 

Når et værk refererer til et andet værk, kalder vi det for intertekstualitet. Begrebet blev indført i 1960’erne af den bulgarsk-franske lingvist og kritiker, Julia Kristeva, som understregede hvordan alle tekster er forbundet på den ene eller anden måde.

 

Jeg skrev speciale på engelskstudiet om netop intertekstualitet, fordi jeg er fascineret af ideen om, at alt det vi har skrevet og alt det vi nogensinde kommer til at skrive står på skuldrene af tusinder af års forudgående litteratur. Selv de første tekster, der blev nedskrevet, var baseret på fortællinger, som gik fra mund til mund. Det er fuldstændig umuligt at være helt original og uafhængig af tidligere værker. Alle vores fortællinger, nedskrevne eller ej, er en del af et sammenflettet net, som på den ene eller anden måde er i familie.

 

Intertekstualitet er en omskiftelig størrelse. Nogle gange bruges begrebet så tydeligt, at vi ikke kan undgå at fange referencen til et tidligere værk. I Langt over havet (Wide Sargasso Sea) giver Jean Rhys den skøre kvinde fra loftet i Charlotte Brontës roman Jane Eyre et liv og en historie. Jean Rhys skriver det ganske enkelt til hende. Vi lærer kvinden Antoinette at kende, bliver klogere på hendes barndom, og på hvorfor hun ender som den dyrelignende gale kvinde, Brontë beskriver. Jean Rhys bruger intertekstualiteten i sin mest eksplicitte form, idet hun nedbryder grænsen mellem de to romaner og lader Antoinette vandre imellem dem. Hun definerer ikke kun sin egen fortælling, men også måden hvorpå vi som læsere fremover læser og forstår Jane Eyre.

 

Ofte er intertekstualitet dog mere diskret. I J.K. Rowlings verdensberømte roman Harry Potter og de vises sten siger troldmanden Dumbledore til Harry Potter: ”For det velorganiserede sind er døden blot det næste store eventyr”. Det er en reference til J. M. Barries magiske dreng Peter Pan, som siger: ”At dø vil blive et frygteligt stort eventyr”. Harry Potter og Peter Pan er begge fantasy fortællinger, der deler temaer som magi, barndom og kampen mellem det gode og det onde, og J.K. Rowling understreger ligheden mellem de to romaner ved hjælp af intertekstualitet.

 

Et andet godt eksempel på brugen af intertekstualitet er den populære Game of Thrones af George R.R. Martin. Serien, der både udkommer som bøger og tv-serie, foregår i et fantasy-univers, som er inspireret af en lang række mytologiske fortællinger om drager, troldkvinder og magi. En stor del af handlingen centrerer desuden om magtkampe og krige, og her er det ganske naturligt at trække en parallel til verdenshistoriens mest berømte dramatiker, William Shakespeare.

 

George R.R. Martin lader sig unægtelig sig inspirere af Shakespeare et utal af gange i løbet af Game of Thrones, men særligt én scene i tv-serien springer mig i øjnene. Her hævner den unge Arya Stark mordet på sin mor og storebror ved at slå morderens to sønner ihjel og bage dem ind i en tærte, som hun serverer for morderen Walder Frey, inden hun også dræber ham. Præcis det samme gør hovedpersonen Titus i Shakespeares blodige tragedie Titus Andronicus. På den måde gør Games of Thrones-forfatteren Shakespeares fortælling aktuel igen, og mens George R.R. Martin selv har gavn af Shakespeare som den store kilde til inspiration, nyder Shakespeare måske godt af, at Martin præsenterer et ungt publikum for Shakespeares univers?

 

Shakespeare forfattede selv sine skuespil med kraftig inspiration fra allerede eksisterende historier. Romeo og Julie er for eksempel lånt fra et gammelt italiensk folkeeventyr, som Shakespeare skrev om og gjorde til sit eget. Når selveste Shakespeare lod sig inspirere af de fortællinger, han omgav sig med, vidner det om, at ingen tekster står helt alene. Tværtimod reflekterer alle værker over tidligere fortællinger, skrivemåder eller strukturer, og de nye værker indgår således i dialog med de ældre værker. Det giver værkerne – nye som gamle – en ny betydning.

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload