November 6, 2020

June 30, 2020

April 27, 2020

March 17, 2020

January 27, 2020

January 7, 2020

October 30, 2019

Please reload

RECENT POSTS: 

FOLLOW ME:

  • Instagram Social Ikon
  • Pinterest

Emmas Bogklub

June 30, 2020

Denne omgang Emmas Bogklub skal handle om en roman med en ganske særlig historie. Både indeni og udenpå. Jeg har nemlig endelig læst Irene Némirovskys Suite Française, som længe har stået og ventet tålmodigt på min bogreol. Det var altså lidt af en læseoplevelse, skal jeg hilse og sige. 

 

Romanen blev skrevet under 2. verdenskrig, hvor dens handling også finder sted. Den blev dog ikke udgivet før 2004, fordi ukrainsk-franske Irene Némirovski, der var af jødisk oprindelse, i 1942 blev stukket af sine franske medborgere og deporteret til Auschwitz, hvor hun døde senere samme år. Hendes mand led samme skæbne, men takket være hjælpsomme og modige naboer, overlevede parrets to børn krigen.

 

Inden hun blev sendt i koncentrationslejr, nåede Irene at give sin 12-årige datter Denise en kuffert indeholdende håndskrevne manuskripter. Denise troede, at manuskripterne var hendes mors dagbøger fra krigen, og hun turde ikke læse dem. Derfor åbnede hun ikke kufferten før 50 år senere, hvor hun opdagede to kortromaner, Storm in June og Dolce, som skulle være to dele af en fem dele lang roman, Irene aldrig nåede at færdiggøre. De to fortællinger blev udgivet under titlen Suite Française.

 

Storm in June skildrer parisiske borgeres flugt fra Paris, da tyskerne besætter byen i begyndelsen af 2. Verdenskrig. Vi følger forskellige grupper af karakterer, som stort set aldrig møder hinanden, om end deres skæbner til en vis grad overlapper. Karaktererne tilhører forskellige klasser, og det bliver hurtigt klart, at Irenes sympati ligger hos den lavere middelklasse. Til gengæld er hendes lidet sympatiske portrættering af overklassen og dens arrogance og egoisme interessant læsning. Fælles for alle karaktererne er, at krigens rædsler haler ind på dem, og Irene giver læseren et uhyrligt relevant billede af den menneskelige natur sat under pres i en krig, hun selv betalte den ultimative pris for.

 

Dolce finder sted i den franske landsby Bussy, ligeledes i løbet af krigens første år, hvor et tysk regiment kommer til byen. Den tyske løjtnant Bruno von Falk indlogeres hos familien Angellier, som består af den bestemte Madame og hendes svigerdatter, Lucile. Luciles mand, Gaston, som i flere år har haft en affære, er krigsfange. Selvom Lucile bliver strengt beordret af sin svigermor til at ignorere deres tyske logerende, tiltrækkes Lucile og Bruno hurtigt af deres mange fællestræk. De er begge ensomme mennesker, fanget i kærlighedsløse ægteskaber, og de deler en eftertænksom væremåde og en kærlighed til musik. Lucile får følelser for Bruno, og på trods af, at hun er splittet, drages hun af en passion, hun aldrig før har følt:

 

She felt a very feminine pleasure, an almost sensual, sweet sensation at seeing this childish look on a face that was, after all, the face of an implacable enemy, a hardened warrior. 'For we can't pretend', she thought, 'that we aren't all in his hands. We're defenceless. If we still have our lives and our possesions, it's only because of his goodwill.' She was almost afraid of the feelings growing within her. It was like stroking a wild animal - an exquisitely intense sensation, a mixture of tenderness and terror. 

 

Med afsæt i Lucile og Brunos kærlighedsfortælling, udforsker Irene Némirovski forskellene og lighederne mellem de franske landsbyboere og de tyske soldater. Hun menneskeliggør ganske bemærkelsesværdigt tyskerne på en måde, som får læseren til at kunne holde af dem, velvidende at Irene selv har været bevidst om hvilken skæbne, der med al sandsynlighed ventede hende under den tyske besættelse. Faktisk er Irenes foragt primært reserveret til hendes egne, franskmændene. Deres utilstrækkeligheder beskriver hun lunefuldt og ironisk: 

 

Yet she knew there was no hope of the Viscount satisfying her, since he had little interest in women in general and her in particular.

 

Med Dolce formår Irene at formidle tyngden af det hun selv gennemlevede og på samme tid levendegøre tyske og franske tilværelser i sameksistens:

 

There had been no men in the village for so long that even these soldiers, the invaders, seemed in their rightful place. The invaders felt it too; they strecthed out in the sunshine. The mothers of prisoners or soldiers killed in the war looked at them and begged God to curse them, but the young women just looked at them. 

 

Med stærke og nuancerede karakterer, der på hver sin vis kæmper med besættelsen, med hykleri og med eksistentialisme, kan man som læser ikke undgå at se Irene tydeligt i hver eneste sætning, febrilsk i forsøget på at færdiggøre sit værk, inden Nazisterne kom efter hende. Fremfor alt er Suite Française en fortælling om håb og kærlighed, som vinder i selv de mørkeste perioder i vores historie:

 

She forced herself to smile. 'Like the Chinese mother who sent her son off to war telling him to be careful "because war has its dangers", I'm asking you, if you have any feelings for me, to be as careful as possible with your life.' 'Because it is precious to you?' he asked nervously. 'Yes. Because it is precious to me.' 

 

(Billede fra Pinterest. Matthias Schoenaerts, am I right?)

 

Dolce blev i 2014 filmatiseret under navnet Suite Française med Michelle Williams og Matthias Schoenaerts i rollerne som Lucile og Bruno. Det var faktisk filmen, som var min indgangsvinkel til Irenes fortælling. Jeg så den for et par år siden, og blev så rørt og draget af den fine skrildring af krig og umulig kærlighed, at jeg skyndte mig at købe romanen. Ligesom bogen, formår filmatiseringen at skildre både tyskere, selvsagt i særdeleshed Bruno, og franskmænd som mennesker på godt og ondt. Lucile og Brunos kærlighed understreges på smukkeste vis, og deres smerte bliver vores. I filmen optræder desuden en ung jødisk kvinde og hendes datter, som ikke er med i Irenes roman - de er uden tvivl en diskret anerkendelse af Irene, som lever videre i sit værk.

 

 

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload