November 6, 2020

June 30, 2020

April 27, 2020

March 17, 2020

January 27, 2020

January 7, 2020

October 30, 2019

Please reload

RECENT POSTS: 

FOLLOW ME:

  • Instagram Social Ikon
  • Pinterest

Emmas Bogklub

November 6, 2020

 

Nåeh men, long time no see... Jeg har haft et ret så travlt efterår med nogle spændende sager i gære, og det har desværre betydet, at jeg har forsømt denne platform. Det forsøger jeg at gøre op for med en omgang Emmas Bogklub, denne gang med Colson Whiteheads Den Underjordiske Jernbane fra 2016 i fokus.

 

I Whiteheads internationale gennembrudsroman møder vi den 16-årige Cora, der som sin mor og mormor før hende, lever som markslave på en bomuldsplantage i 1800-tallets Georgia. Da Cora var 11 år, stak hendes mor af fra plantagen, og siden da har Cora været overladt til sig selv. Livet på plantagen er hårdt og grusomt, og voldtægt, misrøgt og den evige frygt for de hvide slaveejeres ondskab er altoverskyggende i Coras hverdag. 

 

Hvide og brune mænd havde brugt vold mod kvindernes kroppe, deres spædbørn kom ud forkrøblede og indskrumpne, tævene havde banket forstanden ud af hovedet på dem, og de gentog atter og atter navnene på deres døde børn i mørket: Eve, Elizabeth, N'thaniel, Tom. Cora krøllede sig sammen på gulvet i fællesrummet, alt for bange til at sove oppe ovenpå sammen med dem, disse foragtelige skabninger. Hun forbandede sig selv for sin smålighed, samtidig med at hun var magtesløs over for den. Hun stirrede på de mørke omrids. Ildstedet, spærene i loftet, redskaberne, der hang på søm på væggene. Den første gang hun havde tilbragt en nat uden for den hytte, hun var blevet født i. Hundrede skridt og lige så mange mil. 

 

Slaven Caesar overtaler Cora til at flygte fra plantagen med ham med hjælp fra den underjordiske jernbane, et netværk af frivillige abolitionister, som i Whiteheads skildring ganske bogstavligt er et netværk af underjordiske jernbanespor. Det bringer de to ud på en farefuld rejse mod nord, med slavehandlere og dusørjægere i hælene. De når langt, men gang på gang konfronteres de med den hvide mands grundlæggende filosofi om, at slaver ikke er mennesker, men dyr man kan handle med.

 

Det er hårdt at læse Den Underjordiske Jernbane, fordi man stilles overfor en historisk skamplet så grufuld, at den er svært at begribe. Whitehead beskriver sandheden som den er, barsk, uretfærdig og meningsløs, men han gør det i et poetisk og billedligt sprog, der omfavner det uomfavnelige.

 

Stjålne kroppe, der dyrkede stjålen jord. Det var et lokomotiv, hvis forslugne kedel blev fodret med blod, og som aldrig stoppede.

 

Den Underjordiske Jernbane sætter et grundproblem på dagsordenen, som er dybt forankret i den amerikanske historie og samfund, nemlig troen på den hvide races overlegenhed. Og selvom de fleste i dag med al sandsynlighed med nemhed kan forkaste ideen om slaveri, så lever racefordomme og undertrykkelse stadig i bedste velgående i USA. Med Den Underjordiske Jernbane beskriver Whitehead en ung kvindes utrættelige vilje til at overleve og igennem hende mærker vi en af de mest skamfulde og brutale perioder i amerikansk historie. Med os tager vi en yderst aktuel påmindelse om hvad undertrykkelse og umenneskelighed kan ende med:

 

Det var vestindisk bomuld, slavehandleren havde bestilt til sine marker, men spredt mellem frøene var voldens og dødens frø, og den afgrøde voksede hurtigt. De hvide gjorde ret i at være bange. En dag ville systemet bryde sammen i blod. 

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload